Fakt eller Myte: Afslører myter om pattedyr (del 2)

Faktisk kan nyfødte hvalpe ikke gø — i de første dage knurrer og piber de kun. Ægte gøen opstår først på den 15.—20. dag i livet. Desuden mister hunde, der bliver vilde efter at have levet med mennesker, denne vane over tid.

Så hvorfor gøer hunde? Tidligere blev det antaget, at de kun gjorde dette for at kommunikere med mennesker. Men gøen er en stressreaktion. I en farlig situation får instinkter hunden til at flygte, men dens tilknytning til ejeren tvinger den til at blive. Gøen bliver en måde at håndtere denne indre konflikt på.

Derfor er gøen ikke blot en lyd, men også en måde for hunden at udtrykke sine følelser og sin tilknytning til mennesker.

Ved første øjekast kan bjørne virke klodsede og langsomme, men dette indtryk er vildledende. Deres store krop og rolige gangart skjuler fantastiske fysiske evner, som kan overraske selv erfarne observatører.

En bjørn kan nå hastigheder på op til 50 km/t — hurtigere end mange heste over korte distancer. Disse dyr klatrer let i træer, står og bevæger sig sikkert på bagbenene. Og i vandet viser bjørne sig som sande mestre: Isbjørnen kan for eksempel svømme snesevis af kilometer uden pause.

Man må heller ikke glemme deres kampevner. I naturen vinder bjørnen ofte kampe mod sådanne dygtige og hurtige rovdyr som tigre. Så i modsætning til stereotyper er bjørnen ikke kun stærk, men også bemærkelsesværdigt adræt.

Flere interessante fakta om bjørne kan findes i vores artikel ☛

Haren forbindes ofte med frygt, men i virkeligheden kan dette dyr tage kampen op mod selv de farligste fjender. Når en rovdyr indhenter haren, og den ikke kan flygte, lægger den sig på ryggen, viser sine kløer og begynder voldsomt at sparke angriberen. Den kan også bruge sine tænder, og selvom den ikke har hugtænder, men kun fortænder, er det stadig smertefuldt for angriberen.

Hvis en ugle eller ørn angriber haren, forsvarer den sig med bagkløerne, mens den ligger på ryggen. Jægere har ofte set harer flænge rovfugles mave eller bryst på denne måde.

Interessant nok spiser harer ikke kun kål, som man almindeligvis tror. De spiser også kød med glæde. I de nordlige regioner ved fangere af agerhøns godt, at hvis de ikke fjerner fangsten hurtigt, vil harerne spise den.

Den almindelige opfattelse af, at aber bruger timer på at lede efter lopper i hinandens pels, er faktisk ikke helt korrekt. Disse dyr bruger meget tid på at ordne hinandens pels, men deres mål er meget mere interessant og overraskende.

Når aber sætter sig i en cirkel og omhyggeligt ordner hinandens pels, leder de ikke kun efter insekter, men især efter... salt. Når sved tørrer på huden og pelsen, efterlader det små krystaller af salt, som aberne samler op og spiser med fornøjelse. For dem er det en sand delikatesse rig på mineraler.

Desuden har denne plejeritual stor social betydning. Det hjælper ikke kun med at opretholde renhed, men styrker også båndene mellem gruppens medlemmer. Aber viser omsorg, tillid og styrker hierarkiske relationer. Så dette ritual er gavnligt både for sundhed og harmoni i gruppen.

Flere interessante fakta om aber kan findes i vores artikel ☛

Øjnene på dyr ser ofte ud til at lyse mystisk i mørket, men de udsender faktisk ikke lys. Dette "glimt" er resultatet af lysrefleksion fra et specielt lag i øjnene, kaldet tapetum. Denne naturlige "spejlmekanisme" placeret bag nethinden forstærker synet i svagt lys og hjælper dyrene med at navigere i mørket.

For at teste denne effekt kan man flytte en kat til et helt mørkt rum — uden eksternt lys forsvinder kattens "lysende" øjne. Dette fænomen kan kun ske, hvis der er en lyskilde, som tapetum kan reflektere.

Interessant nok varierer farven på "glimtet" mellem forskellige dyr. Hos katte er det normalt grønt eller gul-grønt, hos nogle fisk er det mælkehvidt, mens rejer og krabber kan have rødviolette nuancer. Denne farvevariation skyldes pigmenter, der findes i tapetum.

Så "lysende" øjne er ikke magi og ikke en unik egenskab for rovdyr, men en genial naturlig tilpasning, der gør deres syn utroligt effektivt, selv i fuldstændigt mørke.

Selvom elefanter ofte betragtes som rolige væsener, er det ikke altid tilfældet. Disse majestætiske dyr er faktisk ekstremt følelsesladede og lette at skræmme. Elefanter er meget forsigtige over for alt nyt — høje lyde, ukendte objekter eller pludselige bevægelser kan skræmme dem til panik. Denne reaktion skyldes deres højtudviklede nervesystem og naturlige forsigtighed.

Det er også interessant, at elefanter ikke kun udtrykker stærke følelser, men nogle gange holder rigtige "fester". De samler søde frugter i en bunke og lader dem gære. Resultatet — en form for "bryg" — er en yndlingsdelikatesse for elefanter. Efter sådan en "fest" kan de begynde at strejfe rundt i skoven, højlydt udtrykke deres følelser og skræmme junglens andre beboere med deres vilde opførsel.

Flere interessante fakta om elefanter kan findes i vores artikel ☛

Mange tror, at muldvarpen er helt blind, men det er ikke helt sandt. Selvom dens øjne er små og underudviklede — de mangler linse og nethinde — kan muldvarpen faktisk se. Dens syn er langt fra perfekt, men det er tilstrækkeligt til at opdage trusler eller orientere sig i uvante omgivelser.

Muldvarpen tilbringer det meste af sin tid under jorden, hvor synet næsten ikke er nødvendigt. Men når dette lille dyr bevæger sig op til overfladen, spiller dens øjne en vigtig rolle. Den kan opdage en fjende nær dens hule og tage foranstaltninger til selvforsvar. På trods af sin beskedne størrelse og svage syn kan den forsvare sig og beskytte sit territorium.

Interessant nok er muldvarpens syn tilpasset til at skelne mellem lys og mørke snarere end detaljer. Dette hjælper den ikke kun med at registrere ændringer i belysning, men sandsynligvis også med at navigere i det komplekse system af underjordiske tunneler.

Flere interessante fakta om muldvarpe kan findes i vores artikel ☛

Ved første øjekast kan kamelen se ud som et dyr lavet af skæve linjer: dens lange ben er lidt bøjede, halsen elegant buet, og halen minder om en krøllet snor. Men det, der synes åbenlyst — dens pukkel — er faktisk ikke, hvad det ser ud til at være.

Kamelens pukkel er ikke en buet knogle eller en deformitet i rygraden, men en unik tilpasning. Det er en fedtpude placeret oven på en helt lige rygrad, ligesom hos en hest. Disse fedtreserver hjælper kamelen med at overleve i ørkenens barske forhold, hvor mad og vand kan være utilgængelige i lange perioder. Når ressourcerne er knappe, omdanner kroppen fedtet fra puklen til energi og endda fugt.

Interessant nok står puklerne højt og stolt hos velnærede kameler, men kan "hænge" og blive mindre synlige, når de er udmagrede. Så det, vi kalder en pukkel, er ikke bare en del af kamelens udseende, men en vigtig overlevelsesmekanisme i ørkenen.

Flere interessante fakta om kameler kan findes i vores artikel ☛

Murmeldyr kaldes ofte de største "sovetryner" i dyreverdenen, da disse pelsede væsner kan tilbringe op til ni måneder om året i søvn! Denne lange dvale hjælper dem med at overleve de kolde vintre ved at spare energi og klare sig med minimale ressourcer. Men på trods af deres imponerende sovemønstre er murmeldyrene ikke rekordsættere, når det gælder længden af søvn.

Faktisk kender naturen endnu mere imponerende "sovemestre". For eksempel kan visse arter af slanger og frøer gå i dyb dvale i op til tre år. Disse overlevelseseksperter sænker bogstaveligt talt deres åndedræt til et minimum og er så ubevægelige, at de kan ligne døde. Denne form for søvn er ikke bare hvile, men en effektiv overlevelsesstrategi i ekstreme forhold, når mad og vand er utilgængelige.

Så selvom murmeldyret ikke er rekordholderen for søvnens længde, forbliver det et af de mest fascinerende og kendte "sovetryner" i naturen, og dets vaner er et eksempel på utrolig tilpasning til vanskelige livsbetingelser.

Flere interessante fakta om murmeldyr kan findes i vores artikel ☛

Elefanter forbindes ofte med styrke og robusthed, og deres hud ser ud som uigennemtrængelig rustning. Faktisk er elefanthuden virkelig tyk — den gennemsnitlige tykkelse er omkring 2,5 cm. Men bag denne massive ydre skjuler der sig en overraskende følsomhed. Elefanthud er blød, sårbar over for skader og så følsom, at man kan efterlade et mærke på den blot ved at køre en negl hen over den.

Men det mest interessante er, at elefanthud ikke er den tykkeste blandt dyrene. For eksempel når flodhestehud en tykkelse på 4 cm, og næsehorn kan have hud op til 5 cm tyk, hvilket giver dem ekstra beskyttelse i naturens barske miljø. Og det er ikke engang rekorden! Den virkelige mester i hudtykkelse er kaskelothvalen. Huden på denne havkæmpe kan nå utrolige 35 cm, hvilket gør den næsten uigennemtrængelig for mange ydre påvirkninger.

Så selvom elefanthud fortjener respekt for sin styrke, er den mere imponerende for sin følsomhed og unikke tekstur. Elefanter er ægte kæmper med en følsom sjæl og hud, der kræver omsorg og beskyttelse.

Det antages ofte, at kun mennesker kan genkende sig selv i spejlet, men det er en myte. Faktisk har flere dyr også denne fantastiske evne, som vidner om et højt niveau af selvbevidsthed. For eksempel genkender højerestående primater som chimpanser, gorillaer og orangutanger nemt deres eget spejlbillede.

Forskere bruger "spejltesten" til at undersøge dette. Det er enkelt: En lugtfri farve påføres dyret, mens det sover, et sted, som det kun kan se i spejlet. Hvis dyret efter opvågning ser sig selv i spejlet, undersøger mærket eller forsøger at røre ved det, betyder det, at det er klar over, at det ser sig selv. Interessant nok begynder menneskebørn normalt at bestå denne test omkring 18-måneders alderen.

Men primater er ikke de eneste på listen. Selvgenkendelse er også blevet observeret hos delfiner, spækhuggere, elefanter, skader, krager og endda store djævlerokker — de første fisk, der med succes har bestået spejltesten. Insekter overrasker også: Myrer er de eneste, der har denne evne. Og grise, selvom de ikke består testen i traditionel forstand, kan bruge spejle til at finde mad.

Disse eksperimenter viser, at dyrenes verden er langt klogere og mere kompleks, end vi plejer at tro. Hvem ved, hvilke andre utrolige evner der gemmer sig bag deres tilsyneladende enkelhed?