8 myter om immunitet

I det 19. århundrede, da mikrobiologien først opstod, kom to videnskabsmænd — den russiske biolog Ilja Metsjnikov og den franske kemiker og eksperimentator Louis Pasteur — næsten samtidigt frem til idéen om, at kroppen kan modstå invasionen af mikrober. Det var på dette tidspunkt, at begrebet „immunitet“ opstod — organismens evne til at genkende fremmede elementer og eliminere trusler.

I begyndelsen forstod man dog immunitet som kroppens ufølsomhed over for infektionssygdomme. Men allerede fra midten af det 20. århundrede blev det gennem forskningsarbejde bevist, at systemets opgaver er langt bredere: immunitet beskytter organismen ikke kun mod mikrober, men også mod alle andre genetisk fremmede celler (parasitter, fremmede væv anvendt ved transplantation samt kroppens egne tumorceller).

To forsvarslinjer: medfødt og erhvervet

• Medfødt (arvelig) immunitet — det er den medfødte evne til at ødelægge det fremmede. Det er både en mur og et alarmsystem på samme tid. Hud, slim, sur mavesaft, gavnlig mikrobiota — alt dette er de første vagter. Hvis en mikrobe trænger ind, bliver den mødt af fagocytter og „naturlige dræberceller“, som kan dræbe en inficeret celle på få minutter. Der udløses en betændelsesreaktion: temperaturen stiger, blodet strømmer til det ramte område, og oprydningen begynder.
• Erhvervet (adaptiv) immunitet — det er immunitet, der opnås efter reelle „kampe“ (dvs. direkte konfrontation med en infektion) eller efter „store øvelser“ (dvs. kamp mod en svækket patogen, som er indført i kroppen via en vaccine). Denne type immunitet danner en langtidshukommelse — derfor får man skoldkopper kun én gang i livet, og en vaccine kan beskytte i årevis.

Og hvis arvelig immunitet er hos os hele livet, kan adaptiv immunitet nogle gange vare hele livet, men andre gange kun i nogle få år eller ét til to år, som for eksempel efter influenza.

Skridt for skridt: hvordan immunforsvaret kæmper

1. Fysisk barriere. Selv det mest „banale“ spyt indeholder et enzym, der nedbryder bakteriers cellevægge, og sekreterne i luftvejene har antiseptiske egenskaber.
2. Kemisk alarm. En mikrobe, der bryder igennem, møder en fagocyt, som straks opsluger den og frigiver signalmolekyler — cytokiner. Disse „fyrtårne“ tiltrækker forstærkning og udløser klassiske tegn på betændelse — varme, rødme, hævelse.
3. Overdragelse til agentnetværket. Dendritiske celler, ligesom fotojournalister, bringer „billeder“ af antigenet til den nærmeste lymfeknude. Der vælger lymfocytterne det rette våben til hver enkelt detalje.
4. Præcist angreb. Antistoffer blokerer virusser, klumper bakterier sammen og markerer mål for komplementet. Cytotoksiske T-celler ødelægger inficerede celler, før de kan blive produktionssteder for nye virusser.
5. Oprettelse af et arkiv. Efter sejren forbliver en lille, men højt trænet gruppe hukommelsesceller. Ved et nyt angreb aktiverer de en „nødsituation“, og mobiliseringstiden reduceres fra dage til timer.

Myter, der forvirrer forståelsen af immunitet

Da immunsystemet er meget komplekst og stadig under udforskning, forekommer der selv blandt læger ofte misforståelser om immunitet. Hvad kan man så forvente af almindelige mennesker uden medicinsk uddannelse? Derfor foreslår vi at gennemgå de vigtigste misforståelser og myter om immunitet.

Myte 1. Alle sygdomme skyldes svækket immunitet

Selvfølgelig er immunsystemet en af kroppens vigtigste systemer. Men udsagnet om, at alle sygdomme skyldes „svækket immunitet“, er ikke helt korrekt. Lige så godt kunne man sige, at „alle sygdomme kommer fra nerverne“. Til en vis grad ville det også være sandt, men som regel kræves der flere faktorer for at udvikle en sygdom. Én af disse faktorer kan være en svækket immunitet.

Der findes også sygdomme, som udvikler sig uafhængigt af immunsystemets tilstand, men som senere fører til en svækkelse af immuniteten (et eksempel på en sådan sygdom er diabetes).

Myte 2. For at forebygge sygdomme er det nødvendigt at tage medicin, der styrker immunforsvaret

I dag kan man på apotekerne finde mange lægemidler, der lover at „styrke immuniteten“. I virkeligheden er der dog i fagkredse i brug ikke mere end 20 præparater af denne type. Men det vigtigste er, at ingen af dem anvendes som selvstændige lægemidler. De ordineres kun — vi understreger, kun — som en del af en samlet behandling for en konkret sygdom. Forebyggelse i sig selv er her altså ikke tale om.

Ifølge eksperter er det praktisk talt umuligt at styrke en sund persons immunitet med medicin, simpelthen fordi sådanne præparater kun har en behandlende og forebyggende effekt hos syge mennesker og kun som en del af behandlingen af deres specifikke sygdom. Derimod kan man faktisk skade immunsystemet ved ukontrolleret brug af sådanne midler. Den kemiske balance i kroppen er en følsom og skrøbelig mekanisme.

Det bør huskes, at raske mennesker ikke har behov for at tage sådanne præparater. Immunmodulatorer er højeffektive lægemidler, men de har strenge indikationer for anvendelse. De har en beskyttende og forebyggende virkning kun hos syge personer og kun som en del af kompleks behandling. Man kan ikke på forhånd „hamstre“ sundhed.

Enhver bør bruge sin sunde fornuft, især når man støder på endnu en „mirakelkur“, der lover at „helbrede alt“. Bag sådanne mirakler gemmer der sig ofte almindelig kvaksalveri og ønsket om at tjene penge på andres ulykke.

Myte 3. Immuniteten kan selv klare infektionssygdomme, så der er ingen grund til at behandle dem

Til en vis grad er dette sandt, da immunsystemet klarer mange virus- og bakterieinfektioner selv. Men desværre kan selv et meget velfungerende immunsystem ikke altid modstå store mængder virusser eller bakterier, eller selv små mængder af meget patogene smittekilder som kolera, tyfus, dysenteri, mæslinger og nogle andre sygdomme.

Og hvis mikroorganismerne formår at bryde gennem alle de beskyttende barrierer, som immuniteten har opstillet, så har kroppen brug for hjælp, og den opståede sygdom skal behandles. Valget af behandling bør afhænge af situationen. Nogle gange er det nok med et generelt styrkende middel for at hjælpe immunforsvaret med hurtigere at neutralisere patogenet (f.eks. indtagelse af vitaminer ved forkølelse). Andre gange er det nødvendigt at anvende antibakterielle lægemidler, etiologisk behandling (rettet mod ødelæggelsen af patogenet) eller immunokorrigerende terapi.

Myte 4. Ved medicinske undersøgelser bør man først og fremmest undersøge for immundefekter

Det er slet ikke nødvendigt. Ofte skyldes henvisning til en sådan undersøgelse, at den koster meget, og at dens gennemførelse er økonomisk fordelagtig for mange private klinikker.

De vigtigste tegn på immunsystemets svækkelse er hyppige tilbagefald af kroniske sygdomme eller hyppige forkølelser, der ikke reagerer på behandling. Men selv dette er ikke nok til at mistænke en immundefekt. Immunologiske tests bør kun udføres, hvis disse problemer opstår på trods af korrekt og rettidig behandling. Hvis en person derimod ikke behandles eller ikke helbreder sin forkølelse ordentligt, eller hvis ordinerede lægemidler er ineffektive, skyldes problemet sandsynligvis ikke immuniteten.

Myte 5. Alle immunpræparater styrker immunforsvaret

En sådan påstand er forkert. Faktisk findes der, ud over lægemidler der styrker immuniteten, også immunsuppressiva blandt immunpræparaterne. Disse anvendes i moderne medicin, for eksempel ved organtransplantation for at forhindre, at kroppen afviser det fremmede transplantat.

Myte 6. Ved at tage generelt styrkende præparater med uspecifik virkning kan man løse alle immunforsvarets problemer

En sådan påstand kan man faktisk nogle gange støde på i populærvidenskabelig litteratur.

Men i virkeligheden er alt meget mere kompliceret. Selvfølgelig styrker vitaminer, adaptogener (ginseng, eleutherococcus), hærdning, optimal fysisk aktivitet osv. helbredet, men ofte er det ikke nok, når immunsystemet står over for en alvorlig udfordring.

Ved en række sygdomme (lungebetændelse, halsbetændelse, allergi og andre) kræves der en mere dybtgående indgriben i immunsystemets funktion, og her bør man konsultere en læge. Selvmedicinering kan i sådanne tilfælde føre til ineffektivitet eller bivirkninger.

Myte 7. Kun immunpræparater påvirker immunsystemet

Dem, der tænker sådan, tager fejl. Alle kemiske stoffer påvirker immunforsvaret. En anden sag er, at denne påvirkning kan være enten hæmmende eller stimulerende. Det skal bemærkes, at ved langvarig brug kan næsten enhver medicin svække immuniteten, og derfor bør man tage forebyggende foranstaltninger for at støtte kroppens forsvarsmekanismer.

Myte 8. Immunitet udvikles ikke mod tilbagevendende sygdomme

Alle ved, at der findes en række sygdomme (som skoldkopper, mæslinger eller røde hunde), som man kun får én gang i livet, hvorefter kroppen udvikler immunitet mod dem (adaptiv immunitet). Samtidig tror mange, at immunitet ikke udvikles mod sygdomme, der kan gentage sig.

En sådan opfattelse er forkert, da vores immunsystem „husker“ alle mikroorganismer, det har stødt på. De antistoffer, der er dannet mod dem, forbliver i kroppen i lang tid, nogle gange hele livet. Derfor, hvis patogenet igen kommer ind i kroppen, kan sygdommen godt udvikle sig, men immunsystemet ved allerede, hvordan det skal bekæmpes, hvilket gør sygdomsforløbet lettere.

Immunologer bemærker, at hvis immunsystemet ikke kunne beskytte en person på denne måde, ville han „aldrig komme sig“ over sygdomme.

Hvad der virkelig styrker immunforsvaret

• Vaccinationer. En vaccine er en sikker træning for lymfocytternes hær. Det er bedre at lære på øvelsespladsen end i reel kamp.
• Mindst syv timers søvn. Under den dybe søvnfase frigiver hjernen hormoner, der øger aktiviteten af naturlige dræberceller.
• Daglig moderat motion. Aerob træning — gang, svømning, cykling — fremmer blodcirkulationen, øger cirkulationen af immunceller og reducerer niveauet af kronisk inflammation.
• En kost baseret på hele fødevarer. Kostfibre, fermenterede fødevarer, fisk, nødder og planteolier giver byggesten til antistoffer og støtter den gavnlige mikrobiota.
• Stresshåndtering. Åndedrætsteknikker, yoga, meditation og social støtte sænker kortisolniveauet. Højt kortisol hæmmer lymfocytter og svækker slimhindebarrieren.
• Fornuftig brug af antibiotika. Kun efter lægens anvisning og altid som en fuld kur. Ellers øges bakteriernes resistens, og mikrofloraen lider.
• Rygestop og mådehold med alkohol. Tobaksrøgens toksiner og ethanol beskadiger slimhinderne, hæmmer fagocytose og ændrer mikrobiotasammensætningen.

Spændende fakta, der udvider din horisont

1. De længstlevende antistoffer findes hos mennesker. Hos personer vaccineret mod kopper bevarede antistoffer og T-celler evnen til at genkende virus i 1 til 75 år efter vaccinationen — et sjældent eksempel på ægte „evig“ immunitet.
2. Hos søpindsvin er der opdaget over 200 genreceptorer, der genkender patogener — fem gange flere end hos mennesker.
3. Børn, der vokser op med kæledyr, lider sjældnere af allergier: tidlig „pædagogisk“ kontakt med mikrober lærer immunforsvaret at skelne trusler fra harmløse elementer.
4. Bybørn, der vokser op uden kontakt med kæledyr, har en højere risiko for allergi.
5. Med alderen udvikler der sig immunældning — lymfocytterne mister deres plasticitet, og lavgradig inflammation („inflammaging“) stiger. Regelmæssig fysisk aktivitet og en balanceret kost bremser denne proces.
6. Én søvnløs nat er nok til at svække naturlige dræberceller. Efter delvis søvnmangel falder deres cytotoksiske aktivitet med cirka 30 %, og den genoprettes først efter en hel nats søvn.
7. Kronisk stress sætter immunforsvaret i „sparetilstand“. Vedvarende højt kortisol hæmmer dannelsen af leukocytter og reducerer produktionen af antistoffer, hvilket gør personen mere modtagelig for infektioner og nedsætter sårheling.

Immunitet er ikke en magisk „æske“, som kan „forstærkes“ med en enkelt pille, men et komplekst netværk af celler, signaler og barrierer. Det har en fantastisk evne til at lære og huske, men det kræver ressourcer: søvn, bevægelse, kvalitetsmad, fravær af toksiner og rettidig vaccination.

Hvis sygdomme bliver hyppigere eller mere alvorlige, er den vigtigste strategi ikke at søge en mirakelpille, men at konsultere en specialist, som kan fastslå årsagen og vælge den rette behandling.